Tætte venner?
Det siges, at vi i gennemsnit har 5-8 tætte venner. I alt kan vores hjerne angiveligt kapere 15 tætte venner.
Jeg var da nær gået bagover, da jeg læste denne oplysning (Der bygger på Statens statistik om folkesundhed) For nogen mennesker er disse tal sikkert rigtige, i og med de forekommer i statistikker – for mig er de monstrøse.
For jeg falder da fuldstændigt ud gennem bunden af den ramme. Med mindre jeg definerer venner/ tætte venner helt anderledes end de fleste tilsyneladende gør.
Dog … heldigvis er statistik sjældent den skinbarlige sandhed. Og desuden – jeg tænker, vi er flere, der ikke har behov for at være som folk er flest.
Men ... hvad er egentlig tætte venner?
Også til det spørgsmål dukker der ganske mange svar op ved en søgning på internettet. Typiske nøgleord, jeg er faldet over, er for eksempel: Tillid, ærlighed, loyalitet, lytteevne.
Her faldt jeg så ud, endnu engang.
For skal jeg definere tætte venner – eller venner i almindelighed – udfra parametrene tillid, ærlighed, loyalitet og lytteevne, kan jeg let finde mennesker, jeg har berøring med, der opfylder kriterierne.
For mig vil få af disse dog være venner – og da slet ikke tætte venner.
Helt personligt, fra mit eget ringhjørne, vil jeg gerne tilføje ordet nærhed.
Nærhed er noget af det vigtigste for mig i en relation. Ikke nærhed i fysisk forstand, ej heller bestemt ved hyppigt samvær. Det er ikke væsentligt. Ved nærhed forstår jeg en følelse af tryg fortrolighed – en relation, i hvilken jeg kan være mig selv – uden forbehold.
Selvfølgelig – vil jeg skyndsomt tilføje – så kan ordet “venner” have lige så mange betydninger, som vi er mennesker.
En tæt ven er en, der får lov at komme mig nær – en, med hvem jeg kan opleve en tryg fortrolighed – uden forbehold.
Tillid, ærlighed, loyalitet og lytteevne. Fortrolighed uden forbehold. Tryghed.
Hvilke af disse betyder mest for dig i en relation/et venskab?
Måske er det nogle helt andre ting, der er vigtige for dig?
Sådanne og lignende spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Naturligvis går det begge veje – hvad jeg selv forventer at få af andre, må jeg nødvendigvis selv kunne give.
Der findes en fin, lille tommelfingerregel (der selvsagt ikke er endegyldig sandhed) men dog kan være brugbar: Hvis du ønsker dig en ven – vær en ven.
Mit personlige "billede" af relation og venskab.
Personligt har jeg et “indre billede” af relationer, jeg har eller har haft til mennesker, der har været eller stadig er i mit liv.
Måske forekommer billedet nedenfor skematisk?
Sådan opfatter jeg det ikke selv. Billedet er blot en skitsering af min måde at anskue relationer på. Figurerne har ikke nødvendigvis navne, cirklerne angiver ikke nødvendigvis bestemte områder.
Modellen har udelukkende til hensigt at hjælpe mig selv til at forstå. Måske giver det mening for dig, også – måske synes du, at det er det rene vrøvl. Men uanset hvad, så vil figurerne selvsagt forskelligt placeret, afhængigt af, hvem der bruger det.
Gamle og/eller nye venner?
“Jeg kender dig!”
En velkendt vending.
Jeg tænker, de fleste af os har hørt den, ligesom vi kan være tilbøjelige til at anvende den.
Personligt har jeg det sådan … at når nogen siger: Jeg kender dig til mig, ja, så tænker jeg for det meste:
Ja, du kender mig på nogle områder – andre aner du intet om. Du kender til det, du før har set og stadig mener at se. Men ser du mon også ændringer? Eller sløres de af de briller, du har på?
Jeg tror, vi alle har en tilbøjelighed til at se på mennesker, vi har kendt længe, gennem et filter af forforståelse – for vi ved jo, hvordan de er.
På samme måde er det med mennesker, der har kendt os længe; de ved, hvordan vi er – mener de.
Men … vi mennesker udvikler os jo livet igennem. Nogen gang skyldes en udvikling vore relationer, andre gange har den helt andre årsager.
Derfor kan det give rigtigt god mening at etablere nye relationer og/eller venskaber.
“Gamle” venner har stor værdi – men i nye relationer findes muligheden for at skabe nye fortællinger, og herved bygge venskaber, der kan give os nye og måske også anderledes værdier.
Det er min oplevelse, at venskabers værdi ikke kun beror på varigheden af en relation. Tillid, ærlighed, loyalitet, lytteevne, nærhed og fortrolighed kan findes mange steder, uafhængigt af en tidsfaktor.
Nogen tror at kende dig
De, der har
kendt dig gennem livet
synes ofte at tage for givet
de kender til alt, både før og nu
om den, der er dig,
for sådan er du.
Fra digtsamlingen
Bekendte, venner, tætte venner...
Dybest set er tal og statistikker, der skal definere sådanne begreber, sjældent brugbare, blot i sig selv. Definitionerne vil til syvnede og sidst være lige så mange, som vi er som mennesker.
I denne, vor moderne, vestlige kultur, hvor vi holder af at have definitioner, vi kan spejle os i og måske også læne os op ad, kan det af og til være godt at huske:
Den måde, hvorpå vi hver især i vore hjerter definerer venner og/eller tætte venner – den må nødvendigvis være den rigtige for os.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.