Forkert - afsnit 2
Følelsen af at være gennemgribende forkert har altid været en kulisse for min væren i livet.
I ganske mange år har jeg tænkt, at jeg måtte være den eneste, der var så forkert
– for der kunne da umuligt findes andre … ! En selvoptaget tanke? – Måske.
Når jeg vælger at skrive dette indlæg, er det imidlertid ikke for at sætte mig selv i fokus.
Det er derimod min tanke at udfordre et par af mine rigide antagelser
… og dele dem med nogen, der ligesom jeg måske bærer på dem.
Den følelse af forkerthed, jeg skriver om her, er ikke den, jeg forestiller mig kan ramme alle mennesker fra tid til anden. Det er en ganske anden form for forkerthedsfølelse. Du kan læse mere herom via følgende link:
Forkert 1 – begyndelsen på en rejse gennem et landskab af forkerthed.
Oversigt over indhold
- Indledning.
- Min personlige definition på forkerthed.
- Antagelse nr. 1: Det kan da kun være mig, der er SÅ forkert!
- Antagelse nr. 2: “Alle de andre” er rigtige, mens jeg er forkert.
- Med min fornuft og min forstand …
- Hvorfor dele følelsen af forkerthed?
- Præsentation af bloggeren.
Antagelse nr. 1:
Det kan da kun være mig, der er SÅ forkert!
Sådan har jeg tænkt i ganske mange år – det meste af mit voksenliv, faktisk. (Og det meste af min barndom og opvækst, ligeledes)
Er det mon forfængeligt? – Selvcentreret?
Sådan kommer jeg umiddelbart til at tænke om mig selv, mens jeg skriver disse linjer.
Ikke desto mindre er det sådan, det altid har været – jeg har altid følt mig forkert – og aldrig kunnet forestille mig, at nogen kunne være lige så forkerte som jeg.
Læser du med her og tænker, jeg er selvoptaget – måske ovenikøbet en smule forkert – må du for så vidt gerne lade mig det vide – men det er ikke nødvendigt; for det der med at nedvurdere og bebrejde mig selv – det klarer jeg selv fint, helt uden hjælp.
Jeg har aldrig tidligere delt min følelse af forkerthed med andre end ganske, ganske få mennesker. Dertil har det været forbundet med al for megen skam.
Antagelse nr. 2:
"Alle de andre" er rigtige, mens jeg er forkert!
Var jeg vokset op på en øde ø, havde jeg næppe følt mig forkert. Skal noget – eller nogen – vurderes som værende forkert og mindreværdig, må der i sagens natur findes nogle, gerne mange, der er rigtige og dermed bedre værd. Alt er jo som bekendt relativt.
Set gennem mine (uden tvivl uklare) briller, har de fleste mennesker, jeg har været i større eller mindre berøring med, forekommet mig at være mere rigtige – og dermed mere værd – end jeg selv.
Det gælder især medlemmerne i min familie – men i høj grad også de lege- eller klassekammerater, jeg har haft gennem årene, samt mine skiftende kolleger – hvem som helst, jeg er stødt på. Derved er de da også helt naturligt blevet mere berettigede end jeg til ind imellem at fejle – i hvert fald i min tankeverden.
Først nu, relativt sent i livet, er jeg begyndt at forholde mig til disse antagelser.
Birgitte Abdel
Med min forstand og fornuft ...
… ved jeg jo godt, at verden ikke er sort/hvid.
Således er min antagelse om, at jeg er den eneste, der er/føler mig så frygteligt forkert, selvfølgelig ikke realistisk.
Et forsigtigt gæt fra min side kunne være, at flere af de mennesker, jeg har set og ser omkring mig, bærer på en forkerthedsfølelse, der ligner min.
For min del gør jeg jo mit yderste for at skjule det – ligesom andre måske også gør – andre, der måske skammer sig på samme måde som jeg.
Hvorfor dele følelsen af forkerthed?
For mig er det heldigvis anderledes – og meget bedre – i dag.
Dog har jeg aldrig helt sluppet min følelse af forkerthed. Den er så at sige en del af min indre programering.
Livet igennem har jeg tænkt, forkertheden var et livsvilkår, jeg nødvendigvis måtte acceptere og leve med. (Sådan føles det til dels stadigvæk) For vi er jo alle givet såvel gode som mindre gode vilkår i livet.
Det er min personlige erfaring, at følelesen af forkerthed kan hindre et menneske i at være fuldt og helt sig selv og til stede i livet, med alt, hvad det indebærer – dertil kommer, at den kan være et meget ensomt sted at være – særligt, hvis den er forbundet med så dyb en skam, at man ikke vover at dele den med nogen.
Og sådan forestiller jeg mig, det ofte forholder sig.
Disse omstændigheder er bare et par af flere tungtvejende årsager til, at jeg vælger at dele dette her; jeg håber, det på en eller anden vis kan være en støtte for andre, der ligesom jeg bærer på følelsen af forkerthed.
Måske du også kender den? Denne dybt forankrede, indre følelse af forkerthed?
Tænk, om det forkerte var rigtigt, og det rigtige forkert …Heri kunne der måske også være en mening – hvem ved?
Birgitte Abdel
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.