Hvorfor var jeg aldrig et lykkeligt og sorgløst barn?
Jeg voksede jo op i en perfekt og velfungerende kernefamilie – og lykkelig, sagdes det.
Kan en sådan familie virkelig være …
En dysfunktionel familie?
Var min barndomsfamilie en dysfunktionel familie?
Det er et spørgsmål, jeg indtil for få år siden end ikke har villet være bekendt at stille mig selv … og da slet ikke har turdet fortælle nogen andre at jeg rummede.
Ganske enkelt fordi jeg ville skamme mig over overhovedet at kunne tænke sådan.
Ordene dysfunktionel familie har altid været milevidt fra den overbevisning, jeg bærer i mig om den familie, jeg voksede op i.
At jeg på ingen måde husker min barndom som lykkelig, har jeg altid tænkt måtte være min egen skyld. Dog har jeg båret på en lille antydning af tvivl, der har vokset sig større de senere år.
(Indlægget her har ikke til hensigt at nå frem til et endeligt svar. Det er blot, sammen med andre indlæg, et led i en rejse gennem mine personlige erindringer og refleksioner. Måske du, der læser med, kan genkende noget heri)
(LÆS INTRO til denne blog HER)
Oversigt
- Indledning
- Jeg har altid antaget – tanker og antagelser om min gode barndomsfamilie.
- Antagelser og/eller sandhed?
- En families sandhed
- Noget måtte være galt med mig – jeg var (og er) forkert
- Første skridt: at udfordre antagelser
Jeg har altid antaget:
- At den familie, jeg voksede op i, var sund og velfungerende
- At min familie var langt bedre end mine skolekammeraters.
- At det var i mine skolekammeraters familier, omsorgssvigtene forekom.
- At jeg skulle prise mig lykkelig for, at mine forældre hverken slog, drak eller råbte højt.
- At jeg burde være taknemmelig.
- At jeg skulle skamme mig, hvis jeg så meget som tænkte, min barndomsfamilie kunne være dysfunktionel.
- At det er mig, der var (og er?) forkert.
Antagelser og/eller sandhed?
Alle disse antagelser, jeg har oplistet ovenfor, har jeg båret med mig livet igennem.
(Jeg er født i 1963)
I min oplevelse af verden har de været lige så sande som selvfølgelige.
Dermed har de dannet grundlag for en fast overbevisning om, at den familie, jeg voksede op i – min biologiske familie – var en sund og velfungerende (og lykkelig) kernefamilie, i hvilken jeg var givet de allerbedste kår og muligheder.
Måske du også bærer på sådanne antagelser, en sådan overbevisning, om den familie du voksede op i?
Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved min indlærte overbevisning … hvordan kunne jeg?
En families sandhed
At jeg aldrig har sat spørgmålstegn ved denne overbevisning, skyldes at den er bundet op i en ganske særlig sandhed – nemlig den sandhed, der defineredes af familien selv. Og, ikke at forglemme, understøttedes af omgivelserne.
Sådanne sandheder tror jeg, vi ofte er tilbøjelige til at tro er uomtvistelige. Sådan har det i hvert fald været for mig i ganske mange år.
Jeg bærer på to fortællinger om min barndom og opvækst;
Der er dels fortællingen om den lykkelige familie … og så er der fortællingen om en akavet og dum (og ensom!) lille pige, der slet ikke passede ind i det perfekte familiebillede. Men … hvorfor var det sådan…?
Noget måtte være galt med mig
Hvad andet kan et barn konkludere, når det oplever at være helt umulig og frem for alt ikke passe ind i den perfekte, velfungerende og lykkelige familie?
Hvor gammelt et barn skal være, før det er i stand til at betragte sig selv i samspillet med sine forældre og søskende mere nuanceret end som så, ved jeg intet om – det er givetvis også både individuelt og afhængigt af mange forskellige faktorer.
Alt, jeg kan med sikkerhed kan genkalde mig, er følelsen af at være akavet og dum – forkert – på så godt som alle områder; Jeg var indadvendt og akavet, hvor jeg burde have været udadvendt og social – alt hvad min to år ældre søster kunne med største lethed, var jeg håbløs til. I det hele taget skæmmede jeg det pæne og nydelige billede, vores familie viste udadtil.
Forkert!
Omend jeg lige så længe, jeg kan huske tilbage, har været overbevist om, at jeg var – (og er) forkert, er det først i de senere år, ordene forkert og forkerthed er blevet naturlige for mig at bruge.
Når jeg nu, på trods af denne overbevisning, alligevel har valgt at forholde mig til min inderste tvivl omkring min barndomsfamilie, er det fordi jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg har ro og rum til at reflektere over mangt og meget.
Blandt andet over, hvorfor jeg livet igennem har følt mig så forkert.
Er det simpelthen fordi det nu engang forholder sig sådan? … At jeg ganske enkelt er forkert? Må jeg erkende, at jeg selv fortsat må påtage mig hele skylden og bære den skam, der uundgåeligt følger med? Eller er der nogen, der må være med til at bære ansvaret for disse følelser?
Mit ærinde er ikke at placere skylden for min forkerthedsfølelse hos nogen – jeg vil bare så gerne forstå. Derfor må mit første skridt være at tage tilbage i tiden – genbesøge min fortid – og udfordre mine antagelser
Birgitte Abdel
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.