Hvoraf kommer
Et barns kærlighed til sin mor?
(Jeg har aldrig elsket min mor 4 – find indlæggene 1-3 HER)
Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har elsket min mor, hvilket altid har været årsag til en stor skyld- og skamfølelse hos mig;
Jeg har følt mig helt og aldeles forkert, hvorfor jeg har brugt mange år på at ransage mit indre i håb om at finde varme og kærlige følelser i min relation til den kvinde, der satte mig i verden – desværre er det aldrig lykkedes mig.
De senere år er jeg begyndt at reflektere over, hvorfor det forholder sig sådan.
I den forbindelse er spørgsmålet: “Hvoraf kommer et barns kærlighed til sin mor?” dukket op
(LÆS INTRO til bloggen Ukærlige Familierelationer HER)
Oversigt
- Indledende ord.
- Barnets ubetingede kærlighed til sin mor – en kollektiv “sandhed”?
- Mishag og aversion mod mor hører ingen steder hjemme
- Det må nødvendigvis være mig, der er forkert!
- “Naturligvis har du elsket din mor.”
- Var jeg et ondt barn?
- Hvorfor elsker vi?
- Hvad aldrig grundlagdes …
- For altid forkert – en autofiktiv beretning om et skævt og forfejlet liv.
- Præsentation af bloggeren, forfatteren, digteren bag denne blog/side
Barnets naturlige, ubetingede kærlighed til mor
- en eviggyldig, kollektiv "sandhed"?
At ethvert barn altid vil elske sin mor (eller far, eller en helt tredje, afhængigt af hvem, der er barnets primære omsorgsperson i den tidligste barndom) ubetinget uanset hvad, er – vil jeg mene – en kollektiv “sandhed” de fleste mennesker foretrækker at bekende sig til.
Derfor vil det af mange sikkert ses som noget, der tangerer helligbrøde at skrive et indlæg, der udfordrer denne sandhed og måske ovenikøbet forsøger at gøre om med den. For i vores kultur opfattes relationen mellem mor og barn som den lykkeligste og mest kærlighedsfulde af alle. Men … hvorfor egentlig?
Og hvoraf kommer denne ubetingede kærlighed fra barnet til mor? Er den mon medfødt?
Mishag og aversion mod mor
hører ingen steder hjemme
For mig personligt holder omtalte “sandhed” ikke;
Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har næret varme og kærlige følelser overfor min mor – jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har elsket hende. Og det, skønt hun af alle, der kendte og omgikkes vores lykkelige kernefamilie, blev anset for at være en god mor.
Alligevel formåede jeg ikke at elske hende.
Hvad værre er … der, hvor varme og kærlige følelser skulle og burde have været, fandtes i stedet en underlig, akavet og diffus distance – og ind imellem et mishag, en aversion, jeg hidtil aldrig har kunnet forstå.
Det må nødvendigvis være mig, der er forkert!
Livet igennem har jeg forsøgt at fortrænge mit mishag og aversion ift. min mor.
For jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor disse negative følelser fandtes i mig, ganske enkelt fordi de ikke passede ind i den fortælling om min barndomsfamilie, jeg voksede op med og lærte at tro på. Denne fortælling handlede om en upåklageligt upåfaldende og lykkelig kernefamilie – en mønsterfamilie, alle andre familier kunne bruge som rollemodel – og måske ovenikøbet misunde.
I mine tanker har jeg, på baggrund af denne fortælling, kun kunnet klassificere mine egne, inderste følelser som forkerte og forbudte, hvorfor jeg nødvendigvis måtte være forkert. For i relationen mellem mor og barn hører negative følelser (ifølge en eviggyldig, kollektiv “sandhed”) ingen steder hjemme – ej heller efter barnet er blevet voksent. Slet ikke i en lykkelig familie, som den, jeg voksede op i …
"Naturligvis har du elsket din mor!"
Enhver vil retfærdigvis kunne sige, at jeg naturligvis må have elsket min mor i mine første leveår. For alt andet ville være unaturligt – og unormalt! … kunne man helt naturligt tænke.
Jeg kan selvsagt ikke redegøre for, hvilke følelser, jeg havde dengang – alene af den årsag, at det ikke er menneskeligt muligt at huske så langt tilbage. Jeg kan udelukkende forholde mig til de følelser, der findes i min erindring – en erindring, der tager sit udgangspunkt i min personligt oplevede virkelighed, fra den tid jeg faktisk kan huske. Og her kan jeg ikke finde nogle situationer, hvor jeg har oplevet min mor som et varmt, kærligt menneske, jeg kunne søge tryghed hos. Der var altid denne diffuse distance – en form for uforståelig fremmedhed.
At min mor skulle have ændret sig – og således været “to forskellige personer” i mine første år og sidenhen, er selvfølgelig en mulighed – men dog en mulighed, jeg finder det vanskeligt at tro på.
Var jeg et ondt barn?
Jeg har ikke kunnet lade være med at spekulere over, om et barn, der huser negative følelser ift. sin mor fra den tidligste barndom, er et ondt barn. Måske et det ovenikøbet født ondt. Jeg har vanskeligt ved at tro det, dog – men jeg kan naturligvis ikke udelukke det.
Uanset hvad, kan jeg intetsteds i min erindring finde situationer, hvor jeg har oplevet, min mor har set på mig med glæde og kærlighed. Hvad jeg husker allermest, er at hun meget ofte så træt og ærgerlig ud. Såvel når hun så på mig som i det hele taget.
Her skal man igen huske på, at dette udelukkende er, hvad der optræder i min erindring. Der findes uden tvivl mange andre udgaver af historien om min mor. For sådan er det med alle mennesker; deres historie afhænger af øjne, der ser. Desuden kan jeg på ingen måder redegøre for, hvad min mor følte eller ikke følte – jeg kan udelukkende give udtryk for, hvad jeg oplevede.
Hvorfor elsker vi?
Spørger man en masse mennsker, hvad kærlighed er – hvorfor de elsker nogen – får vi uden tvivl et uendeligt antal forskellige svar; for kærlighed kan selvsagt ikke sættes på formel og forklares ad naturvidenskabelig vej.
Når det er sagt, så vil der uden tvivl være nogle ord, der går igen i svarene; vi elsker som oftest mennesker, der vækker gode og rare følelser i os – der fylder os med varme og får os til at føle os trygge og veltilpasse. Vi elsker mennesker for deres positive egenskaber.
Hvordan opstår det nyfødte barns kærlighed?
Er barnets kærlighed til sin mor mon medfødt?
Derom findes der, mig bekendt, ingen videnskabenskabelig evidens. Hvad der derimod findes, er en psykologisk teori, der beskæftiger sig med bl. a det nyfødte barns tilknytning til en omsorgsperson. Denne teori kaldes Tilknytningsteorien
Allerede i graviditeten spejler barnet moderens følelser og ageren, hvilket skaber et fundament for den kærlighed og tillid, der siden kan udvikle sig gennem samspillet mellem mor og barn.
Når barnet kommer til verden, er det fuldstændigt hjælpeløst og derfor dybt afhængig af sin mor (eller enhver anden omsorgsperson)
Barnet er fra naturens side skabt til at søge sine behov for næring, kontakt og tryghed opfyldt, ganske enkelt fordi det ikke er i stand til at overleve foruden. Moderen (eller enhver anden primær omsorgsperson) bliver således barnets livsnødvendige kilde, først og fremmest til overlevelse – men også til beskyttelse, tryghed og nærhed.
Det er gennem opfyldelse af disse helt grundlæggende behov, barnets tilknytning – og siden kærlighed – til moderen skal vokse frem. Her er en umiddelbar og sensitiv respons på barnets signaler (fx. gennem mad, nærhed, berøring, øjenkontakt) altafgørende. Opfyldes alene barnets behov for mad og hvile uden nogen form for sensitiv kontakt mellem mor og barn, vil barnets tilknytning på det følelsesmæssige plan ikke udvikles optimalt.
Det nyfødte barn kender således ikke til begrebet kærlighed, men styres af sit behov for omsorg – at elske er en færdighed, det må tilegne sig relationelt.
At elske er altså en færdighed,
et menneske fra livets begyndelse må tilegne sig relationelt
Birgitte Abdel
Hvad aldrig grundlagdes ...
At jeg har brugt uendeligt meget tid og mange kræfter på at skamme mig over mine egne “forkerte” og “forbudte” følelser ift. min mor – eller mangel på samme – og det mishag, den aversion, der gennem tiden vedvarende har været til stede hos mig, kan naturligvis give mange mennesker anledning til mishag og aversion mod mig.
Det kan der måske ikke ændres så meget på – til gengæld kan der ændres på min selvforståelse, mit selvbillede.
Hvad jeg selv forstår i dag – og ville ønske, jeg havde forstået for mange år siden – er det væsentligste for mig, personligt; for jeg forstår, at jeg måske nok skal bære min del af ansvaret for min manglende kærlighed til min mor – men ansvaret er så langt fra mit alene.
Forestiller jeg mig, at den adfærd, min mor udviste i mine allerførste leveår var den samme som den, jeg så hos hende, efter jeg var blevet et bevidst individ, – ja, så har den kærlighed, der burde have udviklet sig hos mig, haft meget svære kår. Med andre ord: Jeg var ikke nødvendigvis et ondt barn, der ikke var i stand til at rumme og vise varme og kærlige følelser, og derfor burde skamme sig.
Kærligheden grundlagdes måske bare ikke i mig, i den kontakt min mor tilbød mig, da jeg var et nyfødt barn.
For altid forkert
En beretning om et skævt og forfejlet liv
“For min del er fortællingen om kærlig fortrolighed mellem min mor og mig som en vandig sky, der måske nok kan være smuk at se på – men den er luftig og tom under den smukke overflade; så uendeligt let, at den svæver omkring et sted langt, langt borte – forsynet med en snor, som var den en ballon, et ensomt barn for længe siden har opgivet at holde fast i.
Det lykkedes aldrig – snoren gled ud af barnets lille, knyttede hånd, ballonen fløj op i luften og var siden umulig at nå, til trods for at barnet rakte ud efter den.”
Uddrag af den autofiktive roman FOR ALTID FORKERT af Birgitte Abdel
Øvrige indlæg på bloggen Ukærlige familierelationer
- Er blod altid tykkere end vand?
- Var min barndomsfamilie mon en dysfunktionel familie?
- Min pseudo-lykkelige familie
- En familie uden følelser
- Forkert 1 – Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af mindreværd og forkerthed
- Forkert 2 – Det kan da kun være mig, der er så forkert!
- Jeg har aldrig elsket min mor 1-3
- Hvoraf kommer et barns kærlighed til sin mor?
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.