Identitet er et komplekst begreb, der omfatter forskellige aspekter af, hvem vi er; såvel i egne som i andres øjne. Men hvor kommer den egentlig fra, identiteten? Hvordan dannes den? Er den en stationær størrelse, eller kan den forandres?
Og hvordan kommer fortælling ind i billedet? Hvorfor er netop fortælling et brugbart redskab ift. til identiteten?
Bloggerens forudsætninger:
35 års erfaring i behandlings- og akutpsykiatrien, samt efteruddannelse i Kognitiv terapi, Systemisk-narrativ terapi og familierelationer i forbindelse med psykisk sygdom. Yderligere præsentation nederst på siden
Fortælling
Fortælletrang - et urgammelt fænomen
Menneskets trang til at fortælle livet (videregive historier om sig selv og verden) har eksisteret til alle tider. Tænk bare på hulemalerier. Eller folkeviser.
Begge dele er eksempler på måder, der har været anvendt til at fortælle nu- og eftertiden om levede liv.
Trangen til at fortælle om sig selv og livet er således langt fra et nyt fænomen. Det er udelukkende muligheder og metoder, der har bevæget og ændret sig gennem tiderne.
Fortællinger skaber ikke bare underholdning. De har en funktion.
Fortællinger er ikke bare underholdning – de har en funktion
Fortællinger former vor forståelse af verden
Fortællinger former vor forståelse af verden.
Det er gennem de fortællinger, vi deler med hinanden, vi forstår og definerer os selv og verden omkring os.
Det er gennem fortællinger, små som store fællesskaber dannes og defineres. Og – ikke mindst – er det fortællinger, der ligger til grund for de normer og værdier, disse fællesskaber bygger på.
Disse fællesskaber kan eksempelvis være en familie, en forening eller et samfund. Når vi oplever noget sammen, skabes der kollektive minder, der er med til at understøtte vore fællesskabers DNA
Fortællinger, vi deler med hinanden, er vigtige for dannelsen af vor identitet
Identitet
Hvis et menneske fødtes og voksede op i fuldstændig isolation, uden nogensinde at have set andre mennesker (Hvilket selvsagt er utopi) ville det uden tvivl resulterer i en ganske anden identitetsdannelse, end den, der finder sted, når vi bor og lever i fællesskab med andre mennesker.
For hvem skulle dette menneske spejle sig i – hvem skulle være hans eller hendes rollemodeller? Med hvem skulle han eller hun udveksle tanker om oplevelser og udfordringer?
Det er ikke alene utopisk, det er også vanskeligt at forestille sig – men ikke desto mindre kan tanken vise, hvor stor en rolle sociale sammenhænge spiller for identitetsdannelsen. Mennesket på den øde ø ville uden tvivl have en opfattelse af sig selv som individ – men ingen at fortælle om denne opfattelse.
Identitetens komponenter
I psykologisk perspektiv defineres tre forskellige beskrivelser af begrebet identitet. Disse tre udelukker ikke hinanden – de er blot forskellige vinkler på identitet. Fælles for dem, er at de alle mere eller mindre skabes i samspil med andre mennesker og/eller i sociale sammenhænge.
Man taler om jeg-identitet, individuel identitet og social identitet.
Forskellige og ens
Identiteten indeholder altså flere forskellige komponenter;
Jeg-identiteten er personens oplevelse af sig selv. Den udgør den inderste kerne i identiteteten, og er sammensat af biologisk arvemateriale, iblandet oplevelser og erfaringer gennem barndommen. Jeg-identiteten er afgørende for, at vi mennesker oplever os selv som den samme person, uafhængigt af vore omgivelser.
Den individuelle identitet består af en række egenskaber og færdigheder, der alle tilsammen definerer en person som værende forskellig fra andre. Denne del af identiteten danner det billede, der vises frem for omverdenen.
Social identitet refererer til den del af en persons identitet, der stammer fra tilhørsforhold til bestemte grupper eller kategorier i samfundet. Dette kan omfatte faktorer som etnicitet, nationalitet, religion, køn, sociale klasser, professionelle grupper og mange andre sociale kategorier.
Statisk og dynamisk
Der er væsentlige faser i identitetsdannelsen, som ikke kan gentages og gøres om.
Dog er identitet ikke bare statisk. Mennesker forandrer sig gennem livet, og forskellige livsfaser og oplevelser kan føre til ændringer i, hvordan man opfatter sig selv og sin plads i verden.
Identitet er derfor en dynamisk proces, som er påvirket af både interne overvejelser og eksterne sociale faktorer. Den måde, vi opfatter os selv, er ofte tæt forbundet med, hvordan vi tror, andre ser os, hvilket gør identitetsdannelse til en kompleks og ofte udfordrende proces.
Giddens identitetsteori
Giddens (Anthony Giddens er britisk professor i sociologi, f. 1938) forstår identitet som en sammenhængende fortælling, der skal holdes i gang hele livet. Individet holder gang i fortællingen ved at træffe valg om, hvem det ønsker at være. Identitet er altså en historie man fortæller om sig selv.
Samlet set:
- Mennesker har til alle tider haft en trang til at fortælle livet – dvs. fortælle nu- og eftertiden om sig selv og det levede liv.
- Fortællinger former vor forståelse af os selv og verden omkring os.
- Vor identitet bliver til gennem fortællinger, vi deler med hinanden.
- Identiteten definerer os dels som afgrænsede individer, dels som individer tilhørende sociale grupper.
- Dele af identiteten kan udvikles livet igennem.
Andre blog-indlæg
- Identitet skabes gennem fortælling
- Dit selvbillede: Kan det ændres? Influerende faktorer. Vedligeholdelse eller forandring?
- Selvværd 1 Selvværd – ærligt talt. En indledning
- Selvværd 2 Er det gode selvværd et statussymbol?
- Selvværd 3 Alle kan (da) opnå et godt selvværd(?)
Ret beset, enhver er vel dannet – på godt og ondt, af et eller andet
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.