Vi elsker at tale om os selv
...ofte så meget, at vi ikke giver os tid og ro til at lytte.
En påstand, selvfølgelig …
For hvad kan man ellers kalde et udsagn, der på ingen måde er baseret på evidens?
Ikke desto mindre vil jeg fremsætte den. For hånden på hjertet – er der ikke noget om det?
De fleste af os vil rigtigt gerne tale om os selv. Om alt det, vi oplever går godt for os, naturligvis. Men også om det, der måske gå mindre godt. Til det vælger vi som oftest mennesker, vi er fortrolige med og har tillid til.
Men uanset hvad – så vil vi gerne tale om os selv – blandt andet fordi vi så gerne vil lyttes til.
Ofte så meget, at vi selv glemmer lidt, at andre også gerne vil lyttes til.
Kender du det...
... når mågestellet rasler fra alle verdenshjørner, og alle taler højere og højere i munden på hinanden?
Jeg gør…
Rigtigt godt, endda. Den meget rammende beskrivelse af den situation, jeg tænker på, er ikke min, men min venindes.
Hun sagde det, en dag, da jeg klagede min nød over et fødselsdagsselskab, jeg for nylig havde været til. Hendes bemærkning fik mig til at grine højt. For den ramte virkelig plet.
Og – ikke mindst – så følte jeg mig både lyttet til og forstået. For ja, det var præcis sådan, det var. Det hører naturligvis med til historien, at min veninde og jeg har det på samme måde, i selskab med mange mennesker i festligt lag. Vi er begge introverte af natur.
Altså, det var rigtigt hyggeligt til fødselsdagen, ingen tvivl om det. Et fint arrangement med masser af god mad og vin – og glade og veloplagte gæster. Så snakken gik naturligvis lystigt omkring bordet.
Og da jeg ud på aftenen var hjemme, syntes jeg bestemt også, det havde været en fin aften.
Men … jeg var samtidig fuldstændigt ør i hovedet og kunne ikke huske noget som helst om, hvem jeg havde snakket med om hvad…
Det er vel også ligegyldigt, kan man naturligvis sige. Og ja, selvfølgelig – det betyder ikke alverden. For det var en fødselsdag, hvor vi skulle more os og have det hyggeligt sammen. Så hvad vi lige præcis kom til at tale om, havde selvfølgelig ikke den store betydning.
Når jeg alligevel vælger at bruge netop dette eksempel, er det fordi, jeg ofte oplever noget lignende i situationer, hvor samtalen og dialogen mellem mennesker ellers må forventes at være det centrale.
Et vist talepres ...
… har vi vel allesammen – introverte som ekstroverte, og hvad der ellers findes derimellem. Hvad end vi er gæster ved en fest, eller taler med andre i enhver anden sammenhæng, så har de fleste af os, vil jeg mene, et vist talepres, når det handler om at få sagt det, vi har på hjerte.
Måske kender du ham eller hende...
… der altid har været ude for noget, der overhaler det, du fortæller, med mange hestelængder.
“Jeg var til tandlægen i torsdags, siger du f. eks. og begynder at fortælle om, hvor forfærdeligt det var, og hvor dyrt, det blev. Men du når kun til midten af historien.
For den, du taler med, har været til tandlæge i formiddags. Og det gjorde altså virkelig ondt!
For tandlægen borede og borede – så intenst, at boret omtrent gik gennem kinden og ud på den anden side!
Måske er det ikke helt sådan, han eller hun siger. Men overdrivelse fremmer ofte forståelsen.
Og uanset hvad – så blegner din historie da i hvert fald en smule, i forhold til den andens.
Måske kan du også genkende dig selv i rollen som den, der har en langt mere interessant historie at fortælle, når nogen fortæller dig noget?
Måske kender du også dette
Du er midt i at betro en ven eller veninde noget…
og midt i det hele bliver vedkommende afledt af et eller andet. Det kan, meget tidstypisk, være en lyd fra en mobiltelefon, der ligger på bordet. Godt nok lidt på afstand – men alligevel. Den er der.
Det er den ofte. For ganske mange mennesker er en mobiltelefon en form for appendix, de kun nødigt skilles fra.
Når dette appendix så giver en lyd fra sig, må man reagere – i hvert fald, så bare lige for at se, hvem der står bag lyden. For det kunne jo være vigtigt. Og uopsætteligt.
“Jeg lytter!” bedyrer mobil-ejeren overfor dig, med blikket rettet mod en skærm.
Føler du dig lyttet til, i en sådan situation?
Samme situation kan naturligvis også vendes op og ned, så det er dig, er er i mobil-ejerens sted. Kan du genkende det? Eller lægger du altid mobiltelefonen langt væk, så den er udenfor både syns- og hørevidde, når du sidder overfor et andet menneske, der har brug for, at du lytter?
Så altså...
Hvis det er sandt, at vi er tiltagende dårlige til at lytte – hvis vi i vore anstrengelser for selv at blive hørt, lidt glemmer at lytte til andre – hvad skal der da til, for at vi bliver bedre til at lytte?
Måske er første skridt et kursus i den simple disciplin, det er bare at klappe i – selv om det vel næppe kan gøre det alene.
Blog-indlæg om lytteri:
- LYTTER VI?
- LYTTER VI til andre end os selv?
- LYTTER NOGEN MON TIL DIG?
- HVAD ER EN GOD LYTTER?
Flere blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.