HVAD SKAL VI MED VREDE?

VREDE. AT UDTRYKKE VREDE. BLOG.BLOGINDLÆG

Jeg bliver så vred...

…særligt, hvis nogen siger til mig:

“Sådan er det…”

… uden nærmere forklaring. Hvis ordene sådan er det bruges som en form for argument.

Bevares, rigtigt mange ting er måske sådan, uden at de lader sig forklare.

Ikke desto mindre er jeg  bygget sådan, at jeg alligevel vil forfølge problemet, indtil jeg får en brugbar argumentation for, hvorfor  det er sådan.

Noget, der også kan gøre mig vældigt vred, er uretfærdighed – og ulighed, ikke mindst. (Et emne, der vil kræve helt sit eget blog-indlæg.)

I det hele taget har jeg vist et veludviklet vredes-beredskab – hvilket jeg på ingen måde er ked af.

Vrede er en sund og naturlig følelse.

Vreden er en af vore grundfølelser.

Vrede rimer på uretfærdighed.

Vrede er en god drivkraft.

 Vi har alle brug for at blive mødt i vore grundfølelser – også i vreden.

"Du bliver så vred!"

Sådan siger min kæreste jævnligt til mig, når  jeg  udtrykker min  frustration og vrede over et eller andet.

Han har oven i købet for vane at sige det i et neutralt, somme tider lidt forundret  toneleje, så han efter min opfattelse  lige så godt kunne have sagt: Det er da noget mærkeligt noget at blive så vred!

Det kan næppe komme bag på nogen, at den bemærkning ikke gør noget godt for mig.

…og så bliver jeg endnu mere vred!

“Så forstå det dog,” får jeg lyst til at råbe – “Sæt dig i mit sted!”

“Mød mig i følelsen – bare for et lille bitte øjeblik.”

VISER VREDE, DER KOMMER TIL UDTRYK

Der er nok at være vred over

Som oftest er min vrede selvsagt rettet  mod nogen, jeg føler gør mig uret.

Eller – hvad der er endnu værre – mod nogen, der gør mine nærmeste og kære uret eller måske ligefrem fortræd.

Men min vrede kan også let blive vakt, når jeg oplever, at andre bliver behandlet dårligt og/eller uretfærdigt.

Den stigende ulighed i vort samfund er bare en af de ting, der kan gøre mig vred.

Jeg tror, jeg har et ganske stort retfærdigheds-gen. Det kan være vældig bøvlet, det erkender jeg gerne.

Dog ønsker jeg det ikke anderledes.

Jeg er glad for min vrede

og har brug for at udtrykke den. At min kæreste så har  har en tendens til at opleve, at det er ham, jeg er vred på – det kan naturligvis være et problem. 

Desværre er jeg ikke altid så rolig og fattet, at jeg kan udtrykke vrede på samme måde, som var jeg sat til at fremføre vejrudsigten på tv 2.

Jeg udtrykker utvivlsomt min harme med lidt større bogstaver. Måske lærer jeg en dag, at udtrykke mig dæmpet og neutralt – men indtil da har jeg en forventning om, at få lov at give udtryk for mine følelser. 

Og en af disse er vrede.

Jeg er sikker på at vi alle har brug for at blive mødt i vore følelser – også i vreden.

VREDE.BLOGINDLAeG.3 vrede

Vrede forbindes ofte med noget negativt

Umiddelbart leder ordet vrede tankerne i retning af uenighed og konflikt. 

Ikke desto mindre er vrede en af menneskets grundfølelser. (Der hersker en del uenighed om, hvor mange grundfølelser, vi har, men netop vrede dukker op i alle beskrivelser.)

Det at benævne og beskrive vore grundfølelser hører nutiden til. Ikke desto mindre har disse følelser eksisteret, så længe mennesker har været til. 

Og følelser har et formål. 

De mobiliserer os til at handle, for bedst muligt at overleve og tilpasse os den verden vi lever i.

For årtusinder siden havde følelser ganske vist mere primitive udtryksformer – men grundlæggende er det det samme.

Vrede er en god drivkraft

Lisbeth Salander

De mange af os, der har læst Millenium-Triologien af Stieg Larsson, kender til den fiktive figur, Lisbeth Zalander.

At Lisbeth bærer på en meget stor vrede, er der ingen tvivl om – ej heller, hvad hun bruger sin vrede til.

Indrømmet – måden, hvorpå Lisbeth bruger sin vrede, er både barsk og brutal. Men hun bruger den dog til noget af det, vreden kan – nemlig at få retfærdighed til at ske fyldest.

Hvad sker der, hvis vrede ikke kommer til udtryk?

Jeg er hverken psykolog eller noget, der ligner. Til gengæld er jeg psykiatrisk sygeplejerske og mener nok, jeg ofte har set følgerne af vrede, der aldrig er kommet til udtryk.

Kommer vrede ikke til udtryk, forbliver den  uforløst. Desværre har vrede ikke tendens til at opløses og forsvinde i den klare luft.

I stedet rettes den ofte mod individet selv og bliver til selvbebrejdelse og lavt selvværd.

For mig personligt vil uforløst vrede blot bære ved til  al den skyld og skam, der tidligere har fået lov til at ophobe sig i mig, som følge af den opvækst jeg har haft. 

Så måske er det meget godt, den kommer til udtryk nu, når jeg har brug for det.

Jeg - en kværulant

Den titel har jeg ofte fået påklistret - og det har jeg det fint med

BARN.MAeLKEBOeTTE.VREDT BARN vrede

Vil du læse mere, finder du min blog-intro under ovenstående titel: Jeg – en kværulant.

For ja – det er jeg ofte blevet kaldt, livet igennem. Somme tider har man anvendt lidt pænere benævnelser for det samme, dog. 

Men – jeg er nu ikke så ked af titlen kværulant.  Da i hvert fald hellere være en sådan, i stedet for det modsatte. 

Jeg hader uretfærdighed. Det gælder naturligvis i forhold til mig selv og mine nærmeste – men sandelig også i forhold til andre  mennesker, der uforskyldt rammes af det.

Et lille appendix om ulighed og et lille, naivt håb

ULIGHED.FATTIGDOM

For små sko

 

Matcher du fejlfrit tidens tendenser,

ser skævt til alle de stakler, du ser,

skæve, forhutlede, små eksistenser

som allevegne bli´r fler´ og fler´

Husk, det er såre enkelt at håne

skæbner i triste, tyndslidte sko,

prøv i stedet lige at låne

de udpinte sko en dag eller to.

Dog, det kan ske, det vil knibe dig

at presse derned dine skæve tæer

og vandre den tunge, svære vej

i sko, som disse mennesker bær´

Fra digtsamlingen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT

DANMARK.DRØMMEN OM ET LILLE LAND

Dumme drømmer

 

Jeg drømmer om et lille land 

med lysegrønne skove

Hvor der er hjerte og forstand i alle landets love

Et folkestyre, der forstår

at gå på flade fødder

og ser, hvad der mon foregår

imellem græssets rødder.

 

Præsentation af bloggeren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top