Min PSEUDO-LYKKELIGE familie

Min famile prøvede at ligne en lykkelig familie Blog af Birgitte Abdel Ukærlige familierelationer

Om den familie, jeg voksede op i sagdes det, at den var lykkelig. 

I min oplevelsesverden  var den

Pseudo - lykkelig

Det kan uden tvivl give nogen anledning til at mene, jeg er både utaknemmelig og kynisk. Men før du dømmer mig, brug  et par minutter eller fem på at læse  mit indlæg.

 Jeg forestiller mig, at jeg ikke er alene om de tanker, følelser og oplevelser, jeg deler her.

Det er vigtigt at bemærke, at vrede og/eller forbitrelse er ikke en del af det, der ligger til grund for denne blog –  jeg  ønsker blot at dele tanker, følelser og oplevelser, andre måske kan spejle sig i – ligesom jeg selv har gavn af at spejle mig  ligestilledes fortællinger.

Oversigt

  • Indledning
  • En definition/karakteristika der kendetegner en pseudo-lykkelig familie 
  • (Var min familie) En lykkelig/pseudo-lykkelig familie?
  • Iscenesat
  • Jamen, sådan var det jo dengang! (I 1960´erne og 70´erne)
  • En fejl-formulering

(LÆS INTRO til denne blog HER)

Her er nogle karakteristika, der efter min opfattelse kendetegner en  pseudo-lykkelig familie. Disse karakteristika danner grundlag for nedenstående tekst. 

  • Fastlåste roller:  Hvert familiemedlem har en forudbestemt rolle, der forventes udfyldt.  Disse roller kan  begrænse det enkelte familiemedlems muligheder for at vokse og udvikle sig individuelt.
  • Overfladisk kommunikation: Der kan være en mangel på ægte kommunikation. Man undgår helst at tale om sande følelser og problemer. I stedet fokuseres der på  opretholdelse af en facade, der signalerer lykke og harmoni.
  • Undgåelse af konflikter: Konfrontationer ift. fx. uenigheder undgås for at bibeholde facaden. harmoni. Dette kan føre til ophobning af uforløst vrede og frustration.
  • Afhængighed af ydre anerkendelse: Familien kan være meget optaget af, hvordan den opfattes af omgivelserne, hvilket kan føre til en konstant stræben efter at opnå andres godkendelse og beundring.
  • Manglende autenticitet: Individuelle ønsker og behov kan blive nedprioriteret, og familiemedlemmer kan føle sig tvunget til at leve op til andres forventninger i stedet for at være sande mod sig selv.

En lykkelig/pseudo-lykkelig familie?

Lykke kan ikke hverken entydigt eller faktuelt defineres – derfor er dette indlæg om min barndomsfamilie da også udelukkende et udtryk for min følelsesmæssigt oplevede virkelighed. 

Et er mine oplevelser, et andet andres. Det er min overbevisning,  at mine forældre og min søster alle tre følte sig lykkelige i vores familie –  hvilket understøtter den følelse af forkerthed, jeg har båret med mig livet igennem.

Men igen – jeg kan intet vide om, hvordan de havde det – for den slags har ingen af dem nogensinde talt om. Jeg har ej heller spurgt dem. Det er ej længere muligt, desværre.

Således er ordene Min pseudolykkelige familie (I beskrivelsen af den familie, jeg voksede op i) mine alene, og jeg tager fuldt ud ansvar for dem. 

En lykkelig eller pseudo-lykkelig familie

Iscenesat ...

…er et af de første ord, der dukker op i mine tanker, når jeg ser tilbage på min barndom og årtier af mit. Jeg tror næppe, jeg tænkte  sådan, før jeg blev voksen – hertil tror jeg ikke, et barns indsigt og forståelse rækker.

Dengang følte jeg mig som et akavet og håbløst barn, der intet duede til og ikke passede ind nogen steder – da slet ikke i min familie. At jeg følte mig inderligt ensom, behøver jeg måske ikke tilføje.

Når jeg ser tilbage på min familie i dag, ser jeg en uendeligt lang række scener, hvor rollerne var fordelt og fastlagte, som i et skuespil,   og spilledes dygtigt af samtlige aktører; Den gode, hjemmegående mor, der sørgede for et pænt og rent hjem, og havde aftensmaden parat, når min far kom hjem fra arbejde. De to døtre – min to år ældre søster var det dygtige barn – og så  mig selv – lillesøsteren (Jeg er født i 1963) Også jeg var aktør i skuespillet; jeg kæmpede ihærdigt for at udfylde min rolle. 

MIN LYKKELIGE PSEUDOLYKKELIGE FAMILIE 3 familie

Således var vi op gennem 1960´erne og 70´erne et smukt billede på en harmonisk og velfungernede kernefamilie; Far, mor, storesøster og lillesøster.

Dog mestrede jeg, trods ihærdige anstrengelser, ikke min rolle nær så godt som mine forældre og min søster; jeg var  langt fra så  succesfuld som de. Hvad jeg var “bedst” til, var der ingen, der rigtigt vidste – min mor kom som regel til kort, når jeg spurgte hende, hvad jeg egentlig var god til. 

Hvorvidt hun var klar over, hvor ondt hendes tavse svar på mit spørgsmål gjorde, skal jeg ikke kunne sige.

Min bedste “kunst” var igen og igen at falde ved siden af den ramme, der omkransede vort smukke familiebillede. Men bortset fra det, tog vi os godt ud. Hvad der gemte sig bag det smukke billede, har jeg uendeligt svært ved at genkalde mig – mange ting fra dengang fortaber sig i tågede billeder i min erindring.

Jamen, sådan var det jo dengang!

Den “forklaring” har jeg hørt et utal af gange, hvis jeg i nutiden har bragt emnet på bane – og da også erklæret mig enig. For ja, det er da sandt – det var en anden tid.

Jeg kunne fx. sige: “I min familie taltes der aldrig om følelser!”

… og  få et svar, der ligner overskriften på dette afsnit; 

“Sådan var det jo dengang!”

… og nikke samtykkende, mens jeg i mit stille sind følte mig uendeligt trist til mode.

MIN LYKKELIGE PSEUDOLYKKELIGE FAMILIE 5 familie

Det var ganske rigtigt sådan, det var, dengang – tiden var en anden.  Der var helt andre normer for familielivet dengang; rammerne, indenfor hvilke en familie forventedes at være, leve og fungere,  var i høj grad udstukne, længe før denne familie faktisk opstod og dannedes. 

Familiemønstre og  rollefordeling var, kan man vel sige, størrelser, der var forudbestemte og fastlagte gennem tidens normer; rummet, forældre måtte navigere i, var veldefineret.

Men… var det mon også det samme under overfladen allevegne? Var der mon noget mindre pænt og velfungerende under nogle mange upåklageligt blankpolerede overflader?  

Jeg har, sikkert alt for sent, forstået  at jeg burde have formuleret mig anderledes og langt mere klart, ift. beskrivelsen af min barndomsfamilie;

Jeg forstår  nu, at jeg burde formuleret mig anderledes; i stedet for at sige:

“I min famillie taltes der aldrig om følelser !”  burde jeg have sagt:

“I min familie vistes der aldrig nogen følelser – det var, som om følelser end ikke eksisterede!”

Birgitte Abdel

Kommende indlæg:

I min barndomsfamilie talte man aldrig om følelser – sådan var det dengang. 

Det havde dog ikke gjort så meget, tror jeg – om blot følelser vistes og mærkedes ….

Indlæg om problematiske familierelationer:

  • Er blod altid tykkere end vand?
  • Var min barndomsfamilie mon en dysfunktionel familie?
  • Forkert 1 – Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af mindreværd og forkerthed
  • Min pseudo-lykkelige familie

Mere at læse:

Præsentation af bloggeren/forfatteren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top