Et statussymbol er noget, der stræbes efter – Et godt selvværd er noget, de allerfleste gerne vil have;
Er Det gode selværd et statussymbol?
Vi promoverer os selv som aldrig før – vi performer og iscenesætter os selv. Når vi fremfører den positive, succesfulde fortælling om os selv, fremfører vi vort SELV og vort VÆRD i et flatterende lys
– umiddelbart kan man komme til at tænke, at et godt selvværd i sig selv er et statussymbol; for enhver med en positiv selv-fortælling må vel have et godt selvværd …(?)
…og iøvrigt; hvem ville “flashe” en negativ selv-fortælling, hvis signalværdi var et lavt selvværd?
Birgitte Abdel
Indlægs-oversigt
- Hvad er et statussymbol – en definition
- Statussymboler kan være mangt og meget – adfærd, egenskaber og kompetencer
- Selv-fortællingers signalværdi og status – Ytringer og refleksion
- Positiv selv-fortælling = selvværd= status
Hvad er egentlig et statussymbol? – Spørger vi Wikipedia, får vi følgende svar:
Et statussymbol er et synligt, eksternt symbol på ens sociale position, en indikator for økonomisk eller social status . Mange luksusvarer betragtes ofte som statussymboler. Statussymbol er også et sociologisk begreb – som en del af social og sociologisk symbolsk interaktionisme – relateret til, hvordan individer og grupper interagerer og fortolker forskellige kulturelle symboler. (Wikipesia)
Statussymboler kan være mangt og meget
Umiddelbart forbinder jeg statussymboler med materielle goder af enhver art. Primært ting, der fungerer som identitetsmarkører, hvis formål bl. a kan være at vise omverdenen hvad vi er, og hvad vi har erhvervet os, på baggrund af vore kompetencer og præstationer.
Men egentlig kan statussymboler vel være meget mere og andet end materielle ting;
Det kan være adfærd, egenskaber og kompetencer (jvf. definition)
Fx. er det at være (agere, som er man) udadvendt og social noget, der værdsættes i vor kultur … og åbner døre til mange ting, såvel personligt som professionelt.
Særlige hobbyer og interesser kan være mere prestigefyldte end andre;
Begynder folk, der er populære – dem, vi ser op til og gerne vil ligne – fx. at gå til oldgræsk eller en ny form for yoga, gør vi måske det samme. For mennesker er flokdyr, der gerne vil anerkendes og være som resten af flokken … og “lederen,” selvfølgelig. Således spreder nye tendenser sig som ringe i vandet. Film, vi ser, Bøger, vi læser, er ofte dem alle andre ser og læser – og synes om (Eller måske synes om, fordi alle de andre gør)
Alle disse forskellige faktorer, der signalerer at vi lever et succesfuldt og lykkeligt liv, opsummeres i vore selv-fortællinger – dem, vi ikke alene fortæller os selv, men også meget gerne deler med verden omkring os.
Alle disse forskellige og mangeartede faktorer opsummeres i de historier, vi fortæller om os selv.
De bliver komponenter i vore selv-fortællinger – dem, vi ikke bare fortæller os selv, men også deler med verden omkring os
Selv-fortællingers signalværdi og status
“Selvværd er et statussymbol …”
“Sikke noget sludder!” kan du sige.
… og indrømmet – det lyder ganske rigtigt en smule skørt. For selvværd handler vel om, hvordan vi reelt har det med os selv, dybest inde. Men – når det er sagt, så må det tilføjes at vort selvværd i høj grad tager udgangspunkt i vor selv-fortælling.
Vi bor og lever i et samfund, i en kultur, hvor individets iscenesættelse af sig selv – og sit selv – fylder ganske meget; Selvet performes og promoveres i et væk, såvel i fht. nære omgivelser, som på sociale medier; Den positive selv-fortælling optræder alle vegne. Den er individets ansigt udadtil (og indadtil, måske?) Den signalerer en selvsikkerhed, der ofte kan ofte åbne døre. Såvel på det private som det professionelle plan.
I den positive selv-fortælling fremstår fortælleren som oftest som en person med en solid tro på sig selv og sin formåen, ift. at leve et succesfuldt og lykkeligt liv, såvel professionelt som privat.
Jeg ved naturligvis ikke, hvad du tænker, oplever og føler, når du hører sådanne selv-fortællinger. Eller ser dem fremvist i billedform.
For min del oplever jeg ofte, at disse fortællinger bærer et budskab om et rigtigt godt og solidt selvværd.
Umiddelbart, i hvert fald.
Og det er det, der tæller her (Hvorvidt dette selvværd er solidt funderet i fortællerens sind, er et spørgsmål, der hører til i et andet indlæg – her handler det udelukkende om signalværdi)
Modsat ville en negativ selv-fortælling/iscenesættelse (Vi kun rent hypotetisk ville støde på) uden tvivl give os indtryk af en person med et lavt selvværd.
Således signalerer den positive selv-fortælling (umiddelbart) et godt og solidt selvværd.
Og hvem vil ikke gerne have det? Hvem vil ikke forsøge at leve i en sådan fortælling?
Positiv selv-fortælling = selvværd = status?
Det gode selvværd er måske ikke i sig selv et statussymbol – selv om man kan få det indtryk.
Men det er den positive selv-fortælling til gengæld – den, der rummer, tager udganspunkt i og bygger på et godt selvværd.
Om ordet statussymbol er negativt eller positivt ladet – om det rimer på en overfladisk selv-fortælling, konkurrence og misundelse, eller om det er noget, der på positiv vis animerer os til gøre en ekstra indsats for at nå nogle mål, vi har sat os, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
Dog synes jeg, det er værd af og til at stoppe op og overveje, om pesonlige mål nu også er personlige, og hvordan de er opstået. Og om den selv-fortælling, vi præsenterer for os selv og andre, er en fortælling, i hvilken vi kan føle os autentiske og godt tilpas.
Den positive selv-fortælling, der (umiddelbart) signalerer et godt selvværd, giver social status
Indlæg på vej: Selvværd 3: Kan du ikke opnå et godt selvværd? - indstil jagten!
Andre blog-indlæg
- Identitet skabes gennem fortælling
- Dit selvbillede: Kan det ændres? Influerende faktorer. Vedligeholdelse eller forandring?
- Selvværd 1 Selvværd – ærligt talt. En indledning
- Selvværd 2 Er det gode selvværd et statussymbol?
- Selvværd 3 Alle kan (da) opnå et godt selvværd(?)
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.