Min hovedperson - en autofiktiv karakter
At kende sin hovedperson
Som forfatter må man naturligvis have et indgående kendskab til sin hovedperson (og øvrige personer, der indgår i fortællingen)
Skriver man en selvbiografi, er en hovedperon selvsagt givet på forhånd, mens en fiktiv karakter kræver et grundigt benarbejde fra forfatterens side, inden karakteren kan træde ind på scenen.
En hovedperson, der befinder sig mellem forfatteren selv og den fiktive person, er autofiktiv.
Hvad er autofiktion?
Autofiktion er en skønlitterær genre eller skrivestil, som blander selvbiografi og fiktion. Ofte er der tale om romaner, der både rummer frit opfundne forhold og virkelighedselementer knyttet til forfatterens eget liv.
Hvad er en autofiktiv hovedperson?
I en autofiktiv fortælling kan hovedpersonen være en skildring af forfatteren selv, men med visse fiktive elementer og begivenheder tilføjet til historien. Hovedpersonen kan have en lignende baggrund og oplevelser som forfatteren, men handlingen og karakterudviklingen kan være mere dramatisk eller fantasifuld end i virkeligheden. Hovedpersonen i en autofiktiv bog kan derfor være en kompleks og interessant karakter, der viser forskellige sider af forfatterens personlighed og liv. (Egne beskrivelser)
Hvorfor vælge en autofiktiv hovedperson?
Nogle beslutninger har jeg selv truffet – andre traf mig
Birgitte Abdel
At Beate Sejer Larsson er en autofiktiv karakter bunder ikke i mange og lange overvejelser fra min side. Ej heller er det tilfældigt, dog. Beate er vokset frem af mine tanker sideløbende med en historie, der primært er en fiktiv fortælling, men samtidig er stærkt inspireret af mine egne oplevelser og erfaringer.
Beate blev til, mens jeg arbejdede med mit manus til historien KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN, der er inspireret af min egen arbejdsmæssige virkelighed, som den så ud netop på det tidspunkt, hvor bogen blev til.
I og med at historien omhandler et tema, der optog – og optager mig – ganske meget (Psykiatrien, som jeg har været beskæftiget med hele mit arbejdsliv), faldt det mig naturligt at lade Beate være en delvis afspejling af mig selv.
At mine egne tanker og holdninger skinner da også tydeligt igennem i historien.
På og mellem linjerne
Ganske meget om en hovedperson kan fortælles, såvel på som mellem linjerne, efterhånden som en fortælling skrider frem.
Personligt holder jeg meget af, når personerne i en fortælling træder tydeligt frem Såvel når jeg læser som når jeg skriver. Jeg ønsker at kende og mærke dem – jeg vil opleve at være, hvor de er og mærke deres følelser.
Nogle forfattere mestrer kunsten at fremstille de dybeste afkroge af personers sind med ganske få ord, der får læseren til at se og forstå alt det uskrevne. Et eksempel herpå er norske Karin Fossum, der bl. a skriver krimi – netop hende er jeg er stor beundrer af.
Fra privat til ...
Jeg er et yderst privat menneske.
Mange, der mener at kende mig, kender kun en brøkdel af mig, vil jeg mene. Sådan kan vi naturligvis alle sige, og jeg kan selvsagt udelukkende tale for mig selv. Hvor lidt eller hvor meget, andre mennesker deler af sig selv, kan jeg af gode grunde ikke vide. Vi har vel alle, uden undtagelse, vore mere eller mindre private komponenter…
... hudløs og sårbar?
Når jeg beskriver mig selv som yderst privat, kan det virke mærkværdigt, at jeg vælger at bruge mig selv og min egen historie, som jeg gør.
Det kan jeg godt se.
At skrive om en autofiktiv karakter kan være forløsende. Det kan skabe et trygt rum, hvori man kan være, fuldt og helt, som den man er – fuldkommen uden filter. Det er her det giver mening at vælge en autofiktiv tilgang.
Det er først i det øjeblik, andre får at vide, at en hovedperson er autofiktiv, det før så trygge rum åbnes for læseren.
Hvor “farligt” dette er, afhænger naturligvis af, hvor tæt på sig selv, man vælger at placere sin hovedperson.
Og netop den del afslører jeg ikke.
En lille munter afrunding
Den fine, finurlige tegning er tegnet af Lise Beck Andersen og stammer fra min dIgtsamling LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT
Livets gen-, om-, og vildveje
Vorherre må vide, kun han kan forstå
min sære, forvildede færden –
de snørklede veje, jeg kom til at gå
som vildveje gennem verden …
Uddrag af digt fra bogen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.
