Det skrevne sprog har altid faldet mig naturligt - og langt lettere end det talte
Derfor skriver jeg
Forfatter, digter, blogger eller ej – så vil jeg aldrig forbinde det at skrive – hvad end det er digte, bøger, blog eller noget fjerde – med at arbejde. For mig er det at skrive en nødvendighed – et basalt behov.
Derfor skriver jeg
Det er når jeg skriver ...
- Jeg har det allerbedst
- Jeg for alvor fordyber mig
- Verden omkring mig forsvinder
- Fem timer forløber på bare fem minutter
- Mine tanker falder til ro – jeg får ro i mit indre
- Jeg bearbejder mine følelser og reflekterer over, hvad der end rør sig i og omkring mig.
For mig er det at skrive et basalt behov
Langt de fleste mennesker har behov for at give udtryk for de tanker og følelser, der helt uundgåeligt fylder i et menneskes liv.
For nogen dækkes dette behov bedst i samvær og samtale med andre mennesker.
Personligt har jeg det anderledes. Jeg har så absolut lettere ved at udtrykke mig på skrift end i tale. Det er når jeg skriver, jeg finder ind i et rum, hvor den eftertænksomhed, jeg har brug for, findes.
Det sidste, jeg ville undvære ...
… er min computer. Så længe, det alene handler om gods og guld, naturligvis. Var mine nære og kære indblandet, ville det naturligvis være en ganske anden historie.
Men handlede det udelukkende om genstande – blev jeg stillet overfor et valg mellem materiel rigdom eller muligheden for at skrive, ville jeg ikke tøve et sekund – for uden muligheden for at skrive ville jeg hurtigt føle mig elendigt tilpas. Urolig og frem for alt uforløst.
En stærkt forsimplet fremstilling, det er jeg nok klar over – det er blot for at udtrykke, hvor vigtigt det er for mig at skrive.
Jeg skriver hver dag
Nogle dage bare lidt, andre dage i mange timer. Hvor nogen måske kan have en trang til at tale meget, har jeg en ubændig trang til at skrive. I perioder, hvor jeg ikke har så meget tid og rum til at skrive, bliver jeg let urolig indeni.
Det er når jeg sidder ved min computer, mine tanker holder op med at flakse omkring som hvileløse fugle. Det er her, mine tanker falder til ro og samler sig – her verden omkring mig forsvinder og tager eventuelle bekymringer med sig .
Introvert af natur
Det siges, at de fleste forfattere er introverte af natur. Hvorvidt det er sandt, skal jeg ikke gøre mig klog på – blot ved jeg, at jeg selv hører til blandt de introverte.
Jeg føler mig ofte langt bedre tilpas ved at udtrykke mig på skrift end i tale – at skulle forholde mig til et eller andet uden betænkningstid kan ind imellem gøre mig usikker. Jeg kan godt give udtryk for hvad jeg umiddelbart tænker – hvilket dog mange gange kan ændre sig, når jeg efterfølgende får tænkt efter.
Egentlig tror jeg, de fleste af os kender det; vi har sagt et eller andet, som vi bagefter funderer over, om vi skulle have formuleret anderledes.
Engang i en anden tid, i et andet liv, fik min introverte natur mig til at føle mig forkert og fejlplaceret i alle mulige sammenhænge – i dag ser jeg den som en gave.
Eftertænksomhed - ro og mening
Ikke alene giver min tilbagetrukne, tænksomme natur mig evnen til at fordybe mig i hvad end der optager mig – det gør også, at jeg har det rigtigt godt ved at være alene. Jeg er bestemt glad for at have selskab – men jeg er mindst lige så glad for blot at være i selskab med mig selv og mine tanker og ideer. For det er i dette rum, jeg allerbedst finder ro og mening – det er her, mine tanker falder på plads og trangen til at skrive for alvor lever.
Astrid Lindgren har om nogen beriget os med et univers, såvel børn som barnlige sjæle kan fordybe sig i og føle sig uendeligt godt tilpas.
Jeg skriver:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.