… er vi mon blevet bedre mennesker?
I disse, vore moderne tider er ordet undskyld ikke længere bare et ord – i nogen sammenhænge ses det som en kapital. Offentlige undskyldninger har vundet indpas og gives jævnligt til navngivne grupper – på vegne af andre end den, der udtrykker dem.
Umiddelbart kan det at kunne sige undskyld opfattes som en dyd – et tegn på høj moral i alle lag af et samfund.
Når betydningsfulde mennesker rejser sig og giver en undskyldning (på andres vegne) kan disse mennesker måske fremstå som rollemodeller for os alle. Dertil kommer, at det stigende fokus på krænkelse giver anleding til større brug af undskyldninger.
Spørgsmålet er blot, hvordan og hvorfor, vi “almindelige mennesker” bruger ordet undskyld. Om vor tiltagende tendens til at undskylde skyldes, at vi er blevet bedre mennesker?
Forskellige former for undskyldinger
De mindre gode
- Uærlige undskyldninger: Den, man ikke mener, men blot benytter for at lægge låg på og komme hurtigt videre i en dagsorden
- Konfliktsky undskyldninger: Den, man benytter for at bevarer en god stemning.
- Manipulerende undskyldninger: Den, der benyttes for at lægge ansvaret hos modtageren – undskyld, at du blev såret over min adfærd.
(kilde: Kristeligt Dagblad)
Og de gode …
… der kan sammenfattes i den ærligt funderede, oprigtige undskyldning – den dybfølte undskyldning, der kommer af hjertet, når man ved og erkender at have gjort nogen uret og ønsker at fortælle det til vedkommende – og opnå tilgivelse, hvis det kan lade sig gøre.
Jeg tænker, de fleste af os kender til alle former for undskyldninger – såvel de gode som de mindre gode.
… at vi alle både bruger og modtager undskyldninger af alle slags i vor daglige omgang med andre mennesker. Ordet undskyld er et ord, vi alle har i værktøjskassen og kan hive frem. Hvorvidt vi benytter de gode eller de mindre gode, er næppe altid bevidst.
Mon ikke vi alle en eller flere gange har fået denne besked, da vi var børn:
“Kan du så gå hen og sige undskyld!”
…som et led i opdragelsen. Måske det er anderledes i dag. Men for min del mindes jeg situationer, hvor jeg har fået besked på at sige undskyld, uden nødvendigvis at fået at vide hvorfor. Selvfølgelig kunne det være så oplagt, at jeg forstod hvorfor – måske ikke altid, dog. I sådanne situationer havde jeg uden tvivl været bedre hjulpet til min videre færd i livet, hvis nogen havde brugt lidt tid på at forklare mig, hvordan det mon kunne føles at være i den forurettedes sted.
Heraf kunne jeg have lært, hvad en oprigtig undskyldning indeholder. (Dog, jeg mener nok at både vide og kunne det – ovenstående er blot en lidt “udpenslet” forklaring)
Måske har vi for travlt til oprigtige undskyldninger
Vi lever i en tid, hvor alting hele tiden skal gå stadigt hurtigere – hvorvidt det medfører, at vi ikke altid får givet/taget os til til at give en oprigtig undskyldning, vil jeg lade andre om at vurdere – at påstå, at det forholder sig sådan, vil blot være en antagelse, der hviler på et hult og vaklende grundlag.
Dog – jeg forestiller mig, at vi af og til kan komme til at gribe til en undskyldning, der ikke ligger de store tanker bag.
Netop fordi vi gerne vil hurtigt videre.
En dybfølt undskyldning kræver, at vi giver os tid til at lytte – og netop det med at lytte kræver tid. Tid, der ligesom den gode undskyldning er en presset valuta i vore dage.
Er vi for store eller for små til at give undskyldninger?
Errare humanum est
Cicero
Af såvel fortiden som tidens tendenser kan vi lære, at det er menneskeligt at fejle. Og at det at være i stand til at undskylde, højner moralen. Det tænker jeg, de fleste vil være enige i.
At undskylde indebærer imidlertid at erkende sin egen fejlbarlighed.
Og netop selverkendelse kan af og til være en ganske vanskelig øvelse. For hånden på hjertet – som udgangspunkt føler vi os oftest bedst tilpas ved at have ret – ved at have sagt det rigtige, handlet rigtigt.
I en tid, hvor individet og dets præstation er i centrum, tørster efter vi anerkendelse. At erkende sin egen fejlbarlighed kan pille ved selvværdet. Og det kan være ubehageligt for mange. Også selvom vi måske godt ved at, at vi kan vokse i andre menneskers agtelse, netop ved at turde vise vor helt naturlige menneskelige fejlbarlighed.
"Gode" eller "mindre gode" undskyldninger - hvordan mærkes de?
Lige så rart det kan føles at få en oprigtig og velment undskyldning, lige så frustrerende kan det være, hvis man mærker, der ikke ligger nogen sand beklagelse – eller indlevelse – bag ord, der bliver sagt. Måske opleves det som om vedkommende, der undskylder, blot slynger noget ud, fx. for at lægge låg på en konflikt og komme videre.
Som udgangspunkt er det selvfølgelig positivt, at nogen siger undskyld – men det kommer let til at klinge hult, hvis det er en af de mindre gode undskyldninger, der er tale om. (Se ovenfor)
Den mindre gode undskyldning udtrykker hverken respekt eller indlevelse;
Vi har alle behov for at blive set, hørt og taget alvorligt.
En undskyldning, der ikke udspringer af oprigtig beklagelse, kan gøre mere skade end gavn; modtageren føler sig måske ikke taget seriøst, fordi han eller hun ikke oplever at blive lyttet til.
Man behøver ikke nødvendigvis at være enig eller til fulde forstå forurettedes oplevelse af en situation. Det kan mange gange være vanskeligt. Og giver man udtryk for det uden at mene det, mister man hurtigt troværdighed.
Men vælger man at bruge lidt tid og kræfter på at lytte til vedkommende og anerkende hans eller hendes fortælling, signalerer man vilje til gennem dialog at forsøge at forstå og – om ikke andet – så dog respektere, at vi som mennesker har forskellige grænser.
Udvander vi i virkeligheden ordet undskyld?
Mange ord kan blive en form for “mode-ord” i en tid. Nogle ord får lov til at svirrer rundt i luften, uden der ligger nærmere overvejelse bag.
Fokus på krænkelser er oppe i tiden, hvilket helt naturligt fører til flere undskyldninger. Berettigede som mindre berettigede. det hverken kan elle vil jeg udtale mig om her.
Naturligvis er det vigtigt undskylde, når vi har gjort noget forkert eller såret nogen.
Men – jvnf. teksten ovenfor – det er også vigtigt at bruge ord som fx. undskyld med omtanke og ægthed.
Gør vi ikke det, mister ord let deres betydning og værdi.
Konklusion
Den menneskelige fejlbarlighed har eksisteret gennem hele menneskehedens historie.
Det kan der næppe rykkes meget ved, uanset hvor meget vi udvikler os og bliver klogere på os selv og verden.
At føle sig mødt, set og anerkendt er næppe heller et nyt fænomen. Sådan forstiller jeg mig også, det forholder sig med vort grundlæggende behov for at “være stærkest” og herved vise os ufejlbarlige.
Dog har senere årtiers tendens til individualisering givetvis skubbet dette behov nedad i en behovspyramide. At være bedst bliver stadigt vigtigere for den enkelte.
Vi kan ikke “ustraffede” leve i et konkurrencesamfund, ligesom den stigning der finder sted i kravet om stadigt højere hastighed, også vil have konsekvenser for den måde, hvorpå vi lever og trives (?) sammen.
Højhastigheds-samfundet vil uundgåeligt forringe vore muligheder og – over tid – evner til ganske enkelt at lytte til hinanden. Og netop det at lytte er en af grundpillerne i den gode, oprigtige undskyldning.
Ligesom en hyppig brug af et ord i værste fald fører til, at det udvandes.
Afslutningsvis - mest for sjov
Hvem, som si´r undskyld, fordi man bør det – bør vel vide, hvorfor, han gør det.
En løsning på samvittighedskvaler
af Philosofus
Det er noget irriterende ved
altid at møde en
masse kritik
og tynges af
dårlig samvittighed
over de mange fejl, man begik –
Så hellere, hvad man end gjorde galt,
– fremfor at gå og sukke –
kaste hele skylden
for alt
på udvalgte
syndebukke.
Jeg skriver også:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.