Kognitiv vs. systemisk-narrativ
Hvad skal være i fokus ? – det enkelte individ eller systemet omkring?
Kognitiv terapi er i stærk fremmarch og har været det i mange år. Den kognitive tilgang, der anvendes rundt omkring i såvel privat regi, som på psykiatriske centre, er som sådan ikke ny – den er meget omtalt, anerkendt og evidensbaseret.
Og så er den en stamme, der sætter ganske mange nye skud.
Fra den dag, jeg første gang (som sygeplejerske i psykiatrien) stiftede bekendtskab med metoden, har jeg haft det lidt “stramt” med den.
Ikke så meget i forhold til, hvorvidt den mon virker eller ej – men først og fremmest fordi jeg finder det problematisk udelukkende at forholde sig til det enkelte individ. For mig at se taler det på uhensigtsmæssig vis ind i en fortælling, der tager udgangspunkt i den individualisme, der er med til at skabe konkurrencesamfundet.
Havde jeg talt mindre pænt om kognitiv tilgang/terapi, da jeg arbejdede i Region Hovedstadens Psykiatri, var jeg måske havnet i en gabestok ude på forpladsen – for i bemeldte organisation, der havde det anerkendende miljø som grundpille, var ikke alle synspunkter lige anerkendte.
Nu arbejder jeg imidlertid ikke længere – så jeg kan frit ytre mig, som jeg har lyst. Jeg vil indledningsvis pointere, at jeg ikke underkender kognitiv terapi som virkningsfuld behandlingsmetode – blot har jeg det generelt svært med ting, der udnævnes til at være det eneste saliggørende i en given sammenhæng.
Den kognitive diamant illustrerer, hvordan tanker, følelser, adfærd og kropslige reaktioner er indbyrdes forbundne.
Kognitiv terapi er en god, gennemprøvet og evidensbaseret behandlingsmetode. Blot er det, vil jeg mene, et problem, hvis en enkelt metode anses for den eneste brugbare.
En form for religion?
For min del oplever har jeg oplevet kognitiv terapi ophøjet til en form for “religion”, man i psykiatrien begyndte at bekende sig til i 1990´erne. Dengang landede de første skemaer med diamanter og rubrikker på skrivebordene rundt omkring på afdelingerne.
Nu skulle til for alvor at arbejde med, hvad patienterne tænkte og følte – og for derigennem kunne man angiveligt lindre deres lidelse. Der fandtes næsten ingen grænser for, hvad vi med denne nye terapi kunne udrette.
Og det kunne – og kan den – uden tvivl. I mange tilfælde. Særligt, hvis en patient/klient har de nødvendige mentale ressourcer til at reflektere, og dermed få gavn af behandlingen.
Som anført i min indledning er det ikke mit ærinde at forholde mig til virkningen af kognitiv terapi. I og med denne tilgang har været “på banen” i ganske mange år og er gennemprøvet og evidensbaseret, må man alt andet lige konkludere, at den virker i mange sammenhænge. (Her vil jeg dog indskyde, at værdien af evidens nødvendigvis må have en sammenhæng med mængden af udført forskning)
Den eneste gangbare vej?
Der, hvor den kognitive tilgang imidlertid i min optik har en svaghed, er i sit primære fokus på det enkelte individ. For som bekendt – intet menneske er en ø; vi er alle små komponenter i de systemer, vi indgår i; det være sig en familie, en skoleklasse/forening, et samfund, en race
Personligt “bekender” jeg mig primært til social konstruktionisme – og dermed til en systemisk-narrativ tankegang/tilgang.
Social konstruktionisme er en teoretisk tilgang inden for samfundsvidenskaberne, der fokuserer på, hvordan sociale fænomener og virkeligheder skabes, opretholdes og ændres gennem sociale processer og interaktioner. Ifølge denne teori er mange af de begreber og kategorier, vi bruger til at forstå verden, ikke naturgivne, men snarere bygget op af sociale normer, værdier og historiske kontekster.
Kernen i social konstruktionisme er ideen om, at vores opfattelser af virkeligheden ikke blot er et resultat af objektiv observation, men er stærkt påvirket af den sociale kontekst, vi lever i. Det betyder, at vores forståelse af ting som race, køn, sygdom og normer for adfærd kan variere betydeligt fra kultur til kultur og over tid. En central pointe her er, at disse konstruktioner kan have store konsekvenser for, hvordan mennesker betragtes og evt. behandles
There´s no truth – only perception
ukendt
Den kognitive tilgang
Principperne for kognitiv terapi er formet i 1950´erne af en psykiater ved navn Aron Beck. I dag er denne terapiform en af de mest udbredte former for psykoterapi.
Grundlæggende antager man i den kognitive tilgang, at vore tanker har stor indflydelse på, hvordan vi føler og handler.
Kognitiv terapi sigter mod at identificere og ændre negative og uhensigtsmæssige tankemønstre og adfærdsmønstre. Den er baseret på den antagelse, at vores tanker, følelser og handlinger er indbyrdes forbundne, og at negative tankemønstre kan føre til psykiske problemer og dårlig mental sundhed.
Via kognitiv terapi kan man opnå en indsigt i, hvilke tanker og handlinger, der holder udfordringerne ved lige, og en forståelse for, hvordan følelser kan ændre sig, når man tænker og handler anderledes.
Tanker og handlinger er således i centrum i terapien.
Kan man identificere og ændre dysfunktionelle tankemønstre og overbevisninger, der bidrager til psykologiske problemer som angst, depression og stress, kan man herigennem lindre symptomer.
Klienten arbejder på at udvikle mere realistiske og positive tankemønstre. Kognitiv terapi er ofte struktureret og kan være tidsbegrænset, hvilket betyder, at det ofte foregår i en serie af sessioner over en bestemt periode. Derudover involverer det ofte hjemmeopgaver, hvor patienten/klienten øver sig på de færdigheder og teknikker, som de lærer i terapien.
(Baggrund: Egen praksiserfaring + div. kurser i kognitiv tilgang/behandling samt eksamineret kursus i neuropsylogi)
Systemisk-narrativ tilgang
Systemisk terapi har også sin oprindelse i 50´erne, hvor nogle psykologer begyndte at inddrage klienters familie i behandlingen af mennesker med psykiske lidelser.
Her ses grundlaget for de systemiske tanker: Psykologiske problemer skabes af relationer frem for af psykiske fænomener inden i folk.
I den systemiske tilgang forstås og behandles menneskelige problemer systemisk – det vil sige, at de ikke tilhører individet, men opstår og vedligeholdes i sociale samspil og derfor også må behandles gennem inddragelse af større systemer.
Ifølge narrativ teori er et menneskes identitet en social konstruktion, skabt gennem påvirkning af et samfunds eller en kulturs dominerende fortællinger. Til tider er disse uhensigtsmæssige for et tilfredsstillende liv. Forandringer må ske gennem at introducere alternative fortællinger eller udvide de oprindelige gennem narrativ terapi eller andre narrative praksisser.
Narrativ terapi fokuserer på, hvordan mennesker konstruerer meningsfulde historier om deres liv, og hvordan disse historier kan ændres for at fremme helbredelse og/eller positive ændringer.
Studier har vist, at narrativ terapi kan være nyttig i behandlingen af en række problemer, herunder depression, angst, traumer og familiemæssige dynamikker. Terapiens fokus på at skabe nye perspektiver og forståelser kan hjælpe klienter med at finde håb og styrke deres identitet.
Narrativ terapi betragtes som en evidensbaseret tilgang inden for psykoterapi. Selvom den ikke nødvendigvis er underbygget af den samme mængde kvantitativ forskning som nogle andre terapiformer (f.eks. kognitiv adfærdsterapi), er der en voksende mængde kvalitativ forskning og kliniske studier, der understøtter dens effektivitet.
(Baggrund: 2-årig uddannelse i systemisk/narrativ terapi)
Vi lever vores liv i den historie, vi fortæller om den. Det gør alle mennesker.
Knud Romer
Dette citat af forfatter og samfundsdebatør Knud Romer, kan (til trods for, at det ikke som sådan er baseret på nogen videnskab) rejse spørgsmålet: Hvem skal fortælle et menneskes personlige historie? – og, ikke mindst; hvordan skal den fortælles og på hvilken baggrund? I hvilket perspektiv? Hvis og når et menneske oplever at leve i en fortælling, i hvilken han eller hun ikke føler sig godt tilpas, er det måske tid til at danne en ny fortælling?
Via den kognitive tilgang formes det enkelte menneskes fortælling gennem beskrivelse af vedkommende tanker, følelser og handlinger – mens man i den systemisk narrative tilgang åbner en mulighed for at tænke mere cirkulært, så der ikke bare fokuseres på individet, men også på systemer, relationer, kommunikation og samspil.
Afrunding
Jeg er sikker på, at samtlige den kognitive retnings tilhængere vil have et utal af argumenter, der vil tilbagevise mine tanker og holdninger.
Alt, jeg dertil kan sige, er at dette indlæg udelukkende er et udtryk for personlige holdninger. Det påberåber sig derfor ikke at ligge inde med selveste sandheden. Mine holdninger udspringer såvel af arbejdet med mennesker med psykiske lidelser og/eller udfordringer, som af betragtninger på det mere private plan. Samt, ikke at forglemme, af et menneskesyn.
Her er det passende at nævne, at det vigtigste, for at en terapi skal lykkes, først og fremmest er relationen behandler og patient imellem. (Hvorvidt dette er evidensvalideret, skal jeg imidlertid ikke kunne sige)
Jeg er ikke i besiddelse af stor, avanceret, teoretisk viden på et højere plan – blot er jeg ikke fortaler for en tilgang, der udelukkende retter sig mod et individ.
For mig at se taler den kognitive tilgang i høj grad ind i en fortælling om et konkurrencesamfund, hvor individet er alene i en indsats for at udbedre, hvad end det måtte have af mentale udfordringer og/eller lidelse – for det er individet, der skal lære sig at tænke og føle mere hensigtsmæssigt.
Den enkelte skal tilpasse sig et givent system – systemet behøver ikke tilpasse sig den enkelte.
De vises stene
af Philosofus
I vore dage, det ved jeg,
der er der
megen visdom, der –
må man forstå,
ikke lader sig at overgå –
Det ved jeg, fordi så mange
eksperter
hver især og alle som en
har fundet
hver deres vises sten.
Jeg skriver også:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.