Uddrag/Kapitel 1

Vandet i floden er grønt.

Det er en dyb, mørk grøn. Beroligende, mættende. Næsten dragende. Jeg elsker grønt. Ikke en skarp og skrigende grøn, der ville skære mig i øjnene – nej, derimod netop den grønne farve, vandet i floden har.

Jeg sidder kun få meter fra bredden.

Ved den modsatte bred rejser klippevægge sig, her og der dækket af tæt bevoksning i et væld af grønne nuancer. Fra ganske lys, næsten grågrøn til den mørkeste nuance, man kan forestille sig.

Det ser næsten ud som et tykt, blødt tæppe.

De tæt bevoksede klipper spejler sig i flodens rolige, let hvirvlende vand.

Tænk, om jeg turde lade mig falde gennem dette tæppe, bryde gennem vandets overflade, i tryg forvisning om at blive grebet. Synke dybt ned og forsvinde fra denne verden.

Måske lade flodens grønne overflade lukke sig over mig. Måske kom jeg til en langt bedre verden.

Træerne derovre, på den anden side, står i tætte klynger.  Måske har de det som mennesker; Måske drages de mod hinanden, fordi de ikke ønsker at stå alene. Så hellere stå ganske tæt, side om side, så krogede grene filtres sammen i knuder, der er umulige at løsne.

Sådan vil jeg ikke være – ikke længere.

Jeg vil – jeg må gøre mig fri af de knudrede forgreninger, der har sig rundt om mig – defineret mit liv og nægtet at sætte mig fri.

Indtil nu.

Hver dag sidder jeg her ved flodbredden, time efter time, uden at gøre andet end blot at betragte floden. Den fylder mig med ro. En ro, der dulmer sårene i mit indre. Jeg fyldes med lige dele af lettelse og vemod.

Vemod kan være så helende, at det i sig selv bliver helende.

Bjergene er som evigheden selv; Jeg gad nok vide, hvor mange århundrede – årtusinder, de har eksisteret, som urørlige, tavse vidner til utallige skæbner.

Anderledes er det med vandet i floden.

Den er bestandigt i bevægelse. Vandet synes at hvirvle omkring og danne små ø-lignende plamager, der straks forsvinder for at dukke op andre steder på vandets overflade.

Vandet bevæger sig i en vedvarende strøm, frem mod et mål.

Floden ved, hvor den skal hen – tøver ikke et øjeblik. Den har et mål.

Det er så modsat mig. I hvert fald i forhold til, hvordan mit liv hidtil har været. Mine veje har været snørklede, uden mål eller med, lige så længe, jeg kan huske tilbage.

Kunne jeg se alle mine veje i helikopterperspektiv, ville de ligne et stærkt forgrenet netværk – som et forkludret garnnøgle.

Det kunne let have været anderledes. Jeg havde kunnet sørge for, at det gik anderledes. Og bedre, ikke mindst. Jeg kunne havde truffet bedre valg.

For vi vælger jo selv, ikke? – eller gør vi?

Det troede jeg engang.

I dag ser jeg anderledes på det.

Gennem mange år har jeg spekuleret på, om det er muligt at skille sig af med fortiden. Trække en streg i sandet, sådan som man som ofte siger, uden at mene det. For gjorde man det – sådan virkelig for alvor … så ville fortiden og alt, hvad den måtte indeholde, jo forsvinde for altid.

Roller ville ikke eksistere mere.

Men sådan er det jo ikke. Uanset, hvor mange streger, der trækkes, vil den samme rollefordeling være der på den anden side.

Ikke alene vil jeg være den samme indeni. Jeg vil også være den samme i andre menneskers øjne. Deres billede af mig vil være nøjagtigt det samme som før.

Så at trække en streg i sandet nytter ikke. Det er fuldstændigt omsonst.

Derfor har jeg måttet flytte mig fysisk. Det har været nødvendigt. For jeg må lægge fortiden bag mig, også i fysisk forstand. Jeg har intet taget med mig, for jeg ønsker ikke at bære på tung bagage. Jeg ønsker ikke at bære på nogen bagage overhovedet. Hverken fysisk eller mentalt.

Jeg vil være en rejsende uden bagage.

Afsnit 1

En forstad til København, sommer 1994 

Jeg går ad en asfalteret gangsti langs en boligblok af grå beton. Regnen, der netop er faldet, har afsat store skjolder på de grimme betonelementer, vinduerne glor på mig som store, tomme, firkantede øjne –  de synes fulde af hån, som ville de sige:

Her er intet at hente, og det ved du godt!

Endnu engang er jeg på vej mod mit barndomshjem for at bede om hjælp – endnu engang klynger jeg mig til et spinkelt og naivt håb. Og tåbeligt. For med mindre verden omkring mig har slået en kolbøtte, så dette sted og dets mennesker vil modtage mig med oprigtig varme, er min færd ørkesløs.

Alligevel fortsætter jeg. Jeg kan ikke andet.

Tænk, at man som 31-årig og voksen kan klynge sig til så spinkelt et håb – velvidende, at det der skal møde dette håb, aldrig eksisterede og derfor næppe heller gør det nu.

Når jeg alligevel holder så krampagtigt fast i dette håb, er det fordi det er min eneste mulighed; den kvinde, der i sin tid satte mig i verden, er den eneste, der forstår mig … har jeg forstået. På dette tidspunkt i mit liv forekommer denne antagelse mig sikker og uomstødelig.

Jeg har hørt ordene så mange gange, at det ville være umuligt at få tal på;

”Der findes næppe nogen, der forstår dit trekantede sind mere end jeg, Benedikte. Jeg er jo trods alt din mor!”

Sådan har min mor ofte sagt til mig – og hun vil uden tvivl komme til at gentage dem i fremtiden. Måske er hun bange for, at jeg ikke helt har fattet meningen. Når hun siger det, er hendes stemme ofte træt og klangløs – opgivende. Hvad der ligger i de to små ord trods alt har jeg ofte spekuleret over, men jeg har aldrig spurgt.

Nogle ting er det bedst at lade ligge.

Jo nærmere jeg kommer på opgangen, jeg engang boede i sammen med min familie, desto tungere bliver mine skridt. Tre opgange tilbage nu, to …

Så er jeg fremme ved nummer 51. Jeg skubber døren op og træder ind i opgangen, der emmer af bristede illusioner og ensomhed. Går op ad trappen til første sal, i et ganske andet tempo, end det jeg som barn bevægede mig i. Dengang bar jeg som i dag på et naivt håb – forskellen på dengang og nu er, at håbet endnu turde leve i et uskyldigt barnesind.

Vi – min familie og jeg – flyttede i sin tid ind i lejligheden i 1964, da betonblokken var helt nybygget. Mor og far og to små piger på et og tre år udgjorde vores kernefamilie.

Nu bor de to i lejligheden. Min mor og hendes mand.

I samme nu, jeg står på dørmåtten og har trykket på knappen, der frembringer en skinger lyd, begynder kvalmen at vokse i mig.

Da døren går op, møder jeg hvad jeg så udmærket vidste, jeg ville møde; min mors trætte og opgivende ansigt. Hun siger ikke noget. Det behøver hun ikke. Alt står bukket i neon over hendes hoved.

Hun udstøder en ubestemmelig lyd, da hun træder til side, så jeg kan gå ind i lejlighedens entre.

Ganske kort efter er scenen skiftet fra et tavst og akavet optrin i entreen til min mors dagligstue med de pæne mahognimøbler, der har stået her, lige så længe jeg kan huske tilbage – på nøjagtigt samme pladser. Ikke meget er forandret, til trods for at den mand, min mor nu har giftet sig med mange år efter min fars død, er flyttet ind i lejligheden.

Lidt spor har han fået lov at sætte, dog – en lampe her, et lille billede der. Den slags ting.

Jo, sofaarrangementet er nyt, det havde jeg nær glemt at fortælle. Den lænestol, min far altid sad i, er byttet ud med en topersoners sofa i grågrønt stof. Uden tvivl min mors valg.

Det er i denne topersoners, jeg sidder i denne scene nummer 2. Tung og sammensunken, med hænderne i skødet.

Min mor sidder i sit hjørne i den trepersoners, længst væk fra mig. Hendes mand sidder på sin plads – i det modsatte hjørne af den trepersoners. Han er tydeligt utilpas ved situationen. Han er en meget veg person. Et rart og elskeligt menneske, der vil intet ondt – ingen tvivl om det. Men veg. Engang undrede jeg mig over, at min mor havde valgt en type som ham.

Siden har jeg til fulde forstået det. I virkeligheden var det jo også det, min afdøde far var – veg.

Det bliver min mor, der bryder tavsheden;

”Vil du have en hexalid?” spørger hun.

Hun har på intet tidspunkt gjort mine til at forsøge at trøste på anden måde. Men måske ville det også føles akavet. Helt sikkert uvant – jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis min mor pludselig optrådte ind i en sådan rolle.

Jeg svarer ikke lige straks. Sidder bare og betragter mine blege hænder, der har svært ved at finde hvile i mit skød. Hun rejser sig med et lydeligt suk – og kommer kort efter tilbage med et glas vand og en pille, som hun rækker mig i en resolut bydende bevægelse. Jeg parerer ordre.

Da hun har konstateret at pillen er slugt, anbringer hun glasset på sofabordet foran mig og går tilbage til sit sofahjørne. Tavsheden indfinder sig atter. Den vokser og fylder rummet på en måde, min mor tydeligvis ikke længere kan magte;

”Hvad så nu, Benedikte?” spørger hun udfordrende. ”Hvad har du tænkt dig?”

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at hun med sine spørgsmål ikke bare ønsker, men kræver et svar, siger jeg ingenting. Hænger bare endnu mere i mit hjørne, mens tavsheden i stuen vokser, og min mor antager skikkelse af et truende rovdyr.

”Hvis du går helt i sort, Benedikte, så indlægger jeg dig!”

Det bliver hendes sidste replik for nuværende.

¤

Scene nummer 2 i forestillingen En datter opsøger sit barndomshjem, i et desperat forsøg på at få hjælp trækker faretruende ud. Klokken har for længst passeret almindelig spisetid. Vi – min mor, hendes mand og jeg sidder stadig i dagligstuen i mit barndomshjem, stadig på de samme pladser – ingen af os har ændret position.

Da væguret har slået syv, tager min mor omsider affære. Hun rejser sig for at gå hen og tage plads i den lænestol, der står i det hjørne af stuen, hvor telefonen er anbragt på et lille bord. Hun sætter sig godt til rette; læner sig tilbage og anbringer benene på den fodskammel, hun altid benytter når hun telefonerer.

Hun vil tage min mor kontakt til psykiatrien for at forhøre sig, siger hun.

Det giver ikke meget, dog. Vedkommende, der besvarer hendes opkald, har vældigt travlt, må man forstå.

Kan hun eventuelt ringe i morgen tidlig? forestiller jeg mig, der bliver sagt. Så afsluttes der.

Måske har hun været lidt for optimistisk og fået sat sig lidt for godt til rette. Givetvis i sikker forvisning om, at nogen nok skal høre på hende.

Det tror jeg også, nogen gør – blot ikke så længe.

”Ja ja, det må så vente til i morgen tidlig!” konstaterer hun nøgternt

Indholdsfane